En lårskade har siden slutningen af sidste måned holdt Lionel Messi væk fra fodboldbanen, men mandag trænede han med igen hos FC Barcelona.
- Barcelonas argentinske angriber har taget endnu et skridt i sin genoptræning, lyder det fra Barcelona på klubbens hjemmeside.
Barcelonas næste kamp er i Primera Division på lørdag på udebane mod Osasuna, mens der tirsdag i næste uge venter et Champions League-kamp i Milano mod AC Milan. Det er endnu uvist, om Messi bliver klar allerede til weekendens opgør.
Messi er noteret for otte ligamål i seks kampe i denne sæson, mens han i sin ene Champions League-optræden hidtil i sæsonen - hjemmekampen mod Ajax - scorede hattrick.
/ritzau/