Melder ud: Ukraine og Rusland tæt på enighed

Nicolai Busekist

144 uger siden

|

20/03/2022
Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Angiveligt nærmer Rusland og Ukraine sig enighed på 'kritiske områder', lyder det fra den tyrkiske udenrigsminister.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, har i et interview fortalt, at Rusland og Ukraine nærmer sig enighed på en række 'kritiske områder'.

Ligeledes forklarede han i interviewet, at han håber, at en våbenhvile kan blive en realitet, såfremt der ikke sker et tilbageslag i de fremskridt, der nu er opnået i forhandlingerne. Det skriver Reuters.

De russiske styrker gik den 24. februar ind i Ukraine i, hvad præsident Vladimir Putin har kaldt en 'særlig operation', der skal demilitarisere Ukraine og rense det for, hvad han ser som farlige nationalister.

Udenrigsministrene Sergei Lavrov fra Rusland og Dmytro Kuleba fra Ukraine mødtes i den tyrkiske by Antalya tidligere på måneden, hvor også den tyrkiske udenrigsminister Mevlut Cavusoglu deltog. Drøftelserne har dog endnu ikke givet konkrete resultater.

Men Cavusoglu, der også var i både Rusland og Ukraine i sidste uge for at tale med Lavrov og Kuleba, fortæller til det tyrkiske medie Hurriyet, at der har været 'tilnærmelse i begge siders holdninger på kritiske områder'.

"Vi kan sige, at vi er håbefulde for en våbenhvile, hvis parterne ikke tager et skridt tilbage fra de nuværende holdninger," siger han.

Ibrahim Kalin, der er talsmand for den tyrkiske præsident, sagde til Al Jazeera, at de to lande nærmede sig enighed på fire kritiske områder. 

Han citerede blandt andet Ruslands krav om, at Ukraine skal give afkald på deres ambitioner om at blive medlem af NATO, demilitarisering, det Rusland kalder for 'afnazificering', og beskyttelsen af det russiske sprog i Ukraine.

Både Ukraine og Vesten har afvist de russiske henvisninger til 'nynazister' i den demokratisk valgte ledelse i Ukraine som værende grundløs propaganda. Kalin udtalte desuden, at sådanne referencer er stødende for Kyiv.

Kyiv og Moskva rapporterede i sidste uge om små fremskridt i forhandlinger, som ville garantere Ukraines sikkerhed, samtidig med, at landet holdes ude af NATO. Begge lande beskyldte dog modparten for at trække sagen i langdrag.

Kalin sagde, at en permanent våbenhvile kun vil ske gennem et møde mellem Putin og den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskiy. Han sagde også, at Putin føler, at holdningerne i forhold til Krim og Donbas ikke var tæt nok til et møde.