En dansk mand har mistet livet i Colombia, bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for Ekstra Bladet.
De pårørende er underrettet, oplyser ministeriet.
Ministeriet ønsker ikke at udtale sig yderligere til avisen, men ifølge lokale medier er danskeren blevet skudt torsdag aften.
Der er tale om en 41-årig dansk mand. Han blev ramt af et skud ved parken Lleras i byen Medellin.
Danskeren var blevet opsøgt af en mand i et hjørne af parken, og efter en kort samtale mellem de to, trak manden en pistol og skød danskeren gennem hovedet, skriver Semana.
Ifølge de lokale medier ligger parken i et område, hvor der har været flere banderelaterede drab i de seneste uger.
Der er dog ikke noget motiv for drabet på danskeren. Han er den tredje udlænding på bare to uger, som er skudt i byen i Medellin.
Colombia og i særdeleshed byen Medellin har i årtier været hjemsted for hård bande- og narkokriminalitet.
I de senere år har flere bander været i strid om at få kontrol med byen.
/ritzau/