Masseanholdelser under californisk kæmpefest

admin

|

07/04/2014

Dagens topnyheder

En kæmpe gadefest nær University of California i Santa Barbara udviklede sig lørdag nat voldeligt. Mindst 44 personer blev skadet og flere end 100 personer anholdt under urolighederne.

Omkring 15.000 personer deltog i den årlige Deltopia-fest - hovedparten studerende.

Større uroligheder brød ud, da en betjent blev slået i hovedet med en rygsæk fyldt med store alkoholflasker, meddeler den lokale sherif's kontor.

Da politiet ville anholde den formodede gerningsmand, samlede der sig en stor flok, der kastede med sten, mursten og flasker mod ordensmagten.

Der blev også tændt små brande og begået hærværk blandt andet på politiets køretøjer, lyder det.

Tåregas og skum blev derefter taget i brug for at opløse folkemængden, men det tog "flere timer" at genoprette ro og orden, lyder det i en pressemeddelelse fra sheriffens kontor.

Mindst fem andre betjente kom til skade under sammenstødet. En af dem blev ramt i hovedet af en mursten.

Under den såkaldte "spring break," der generelt foregår i marts eller april, fester mange studerende ofte på amerikanske eller mexicanske strande og ofte med alkohol.

/ritzau/AFP