Mary og Frederiks kærlighedshistorie bliver til tv-serie

admin

9 år siden

|

05/07/2015

Dagens topnyheder

Personerne som skal spille kronprinsesse Mary og kronprins Frederik i en miniserie på australsk tv om det dansk-australske par er nu fundet.

Der er tale om en såkaldt "biopic" - en miniserie "baseret på virkelige hændelser", som det ofte beskrives i rulleteksterne.

Den australske skuespiller Emma Hamilton får hovedrollen som den tasmanske Mary Donaldson i tv-serien "Mary, The Making of a Princess", skriver det australske nyhedsbureau AAP.

Det er tv-stationen Network Ten, der har fået ideen om at genfortælle "den romantiske og eventyragtige historie" om det celebre par, der mødte hinanden første gang på en bar i Sydney i forbindelse med de olympiske lege i 2000.

Skuespilleren Ryan O'Kane fra New Zealand skal give den som Frederik.

For at leve sig ind i rollerne og forberede sig på opgaven er de to skuespillere begyndt at udveksle kærlighedsbreve. På samme måde som Mary og Frederik - eller Fred som han kun kaldes i Australien - gjorde, skriver AAP.

- Det har været meget specielt. Vi besluttede, at Ryan skulle skrive til mig først, og efter et par uger i London var jeg bare så spændt, da brevet lå i min postkasse, siger Emma Hamilton til news.com.au.

Hun befinder sig i øjeblikket i den engelske hovedstad, hvor hun har en stor rolle i dramaserien "Mr Selfridge".

Ryan O'Kane er begyndt tage danskundervisning for at være klædt på til opgaven, skriver news.com.au.

Optagelserne til serien begynder 20. juli.

/ritzau/