Mark O. Madsen sikrer Danmark endnu en medalje til OL

Redaktionen

431 uger siden

|

14/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Bryderen Mark O. Madsen er sikker på karrierens første OL-medalje efter sejren søndag over ungarske Peter Bacsi i semifinalen i Rio i græsk-romersk stil i 75 kiloklassen.

Tidligere i karrieren har han vundet fem VM-medaljer, men en OL-medalje mangler i samlingen.

Den kommer senere søndag, og det bliver enten guld eller sølv. Semifinalen vandt danskeren, der snuppede VM-sølv sidste år, med 3-0 over ungareren.

Finalen bliver mod den russiske verdensmester, Roman Vlasov. Dermed er det en gentagelse af VM-finalen fra 2015. Russeren er også forsvarende olympisk mester.

Mark O. Madsens præstation bringer Danmark op på syv medaljer i Rio. Det er tredje gang, han deltager ved et OL.

Efter semifinalen var Mark O. Madsen udmattet og meget kortfattet i sine udtalelser til pressen.

Konkurrencen afgøres nemlig på en dag, og han har allerede været i aktion tre gange søndag. Finalen brydes senere søndag aften.

/ritzau/