Bryderen Mark O. Madsen er som den første danske atlet blevet udtaget til De Olympiske Lege i Rio de Janeiro næste år.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund (DIF), hvor bestyrelsen har udtaget den 31-årige falstring på baggrund af en indstilling fra Dansk Brydeforbund.
Den tidlige udtagelse betyder, at Mark O. Madsen allerede nu kan begynde at forberede sig frem mod legene i Brasilien.
- Det er en kæmpe ære at være den første, der bliver udtaget, siger han i en pressemeddelelse.
- Jeg drømmer om noget stort i Rio, og jeg drømmer også om en medalje. Det vil jeg gerne stå ved. Men brydekonkurrencen er bare noget helt specielt. Der er ikke seedning, og jeg kan møde den regerende verdensmester i første runde. Derfor har jeg fokus på mig selv og mine forberedelser, for her kan jeg gøre en forskel, tilføjer Mark O. Madsen.
Det er tredje gang, at den rutinerede bryder skal med til OL. I 2008, hvor han officielt gik efter guld, røg han ud i første runde. I London i 2012 tabte han bronzekampen.
Mark O. Madsens adgangsbillet til De Olympiske Lege er denne gang en sølvmedalje fra VM i Las Vegas i august.
DIF og Team Danmark forventer, at det samlede danske hold i Rio de Janeiro bliver på cirka 135 atleter.
/ritzau/