Mange udslidte sygehuse trænger hårdt til milliardløft

admin

451 uger siden

|

06/04/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Utætte vinduer, udtjente installationer og nedslidte facader.

Mens der rundt i landet bygges spritnye supersygehuse, så trænger mange af landets ældre sygehuse hårdt til renovering efter mange års slid.

De nye akutsygehuse, finansieret med 40 milliarder kroner gennem Kvalitetsfonden, udgør nemlig blot 20 procent af den samlede bygningsmasse i sygehusvæsnet.

Alle de resterende 80 procent er for mange sygehuses vedkommende langt oppe i årene og lider af gammelmandssygdomme ligesom mange af deres patienter.

- Alle gode politiske kræfter er enige om, at vi skal have en høj standard for alle patienter i hele landet og ikke kun for dem bosat tæt på de nye akutsygehuse. Men det får vi altså ikke ved at skabe A- og B-sygehuse, siger næstformand i Danske Regioner, Jens Stenbæk (V).

Regionerne må i modsætning til stat og kommuner ikke udskrive skatter. Ifølge Stenbæk har de derfor i årevis kun har haft midler til rådighed, som har rakt til brandslukning af problemer på de gamle sygehuse såsom tætning af huller i taget.

En analyse fra Rambøll har påvist et samlet investeringsbehov årligt på 5,1 milliarder kroner i sundhedsvæsnet hos regionerne frem mod 2024. Heraf udgør investeringer i bygninger 3,1 milliarder kroner.

- En tredjedel af vores sygehusarealer har i dag ikke en tilfredsstillende bygningsmæssig standard. Gør vi ikke noget, så falder det ned om ørene på os, og regningen bliver for hvert år blot endnu større, siger Jens Stenbæk.

Politikerne fra alle landets fem regioner mødes torsdag til generalforsamling i Aarhus.

Her er behovet for renoveringer og bedre udstyr et klart budskab til regeringen forud for de kommende økonomiforhandlinger i juni.

- Vi er nødt til at få en langsigtet planlægning og ikke mindst finansiering af den på plads. Det håber jeg, regeringen tager alvorligt, siger Jens Stenbæk.

Ikke mindst de psykiatriske sygehuse er meget gamle, og visse opført før 1900. Derfor er regionerne i gang med en omfattende modernisering af psykiatrien, som også vil lægge beslag på et større milliardbeløb.

/ritzau/