Mindst 18 mennesker har mistet livet under voldsom trængsel forud for en begravelse af en religiøs leder i den indiske storby Mumbai.
Tragedien fandt sted tidligt lørdag lokal tid, da tusindvis af mennesker fra den muslimske Dawoodi Bohra-sekt var samlet for at sørge over deres afdøde leder, Syedna Mohammed Burhanuddin, rapporterer Indiens nyhedsbureau Ians.
Ifølge myndighederne er 18 lig bragt til to hospitaler. 20 personer blev også kørt til sygehuset, men blev senere udskrevet. Tre personer er stadig indlagt.
Dawoodi Bohra er shiamuslimer og hører til flere steder i verden. Deres spirituelle leder døde af et hjertetilfælde fredag. Han blev 102 år.
/ritzau/dpa