Mand slipper for p-bøde ved at skjule chaufførens navn

admin

456 uger siden

|

01/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En fritidslandmand og bilejer fra Herning slipper for at betale en p-afgift på 590 kroner, selv om det bevisligt var hans bil, der holdt ulovligt parkeret i Herning en søndag eftermiddag i september 2013.

Manden erkendte, at det var familiens bil, der holdt på p-pladsen, og da han var registreret som bruger, mente EuroPark, at han skulle betale.

Men, sagde p-synderen, jeg var ikke i byen den dag, og jeg har ikke pligt til at oplyse, hvem der kørte bilen.

Han nægtede derfor at betale, og nu har Vestre Landsret afgjort, at det er helt i orden.

Ifølge landsretten har han nemlig ikke pligt til at oplyse, hvem føreren af hans bil var. Det er EuroParks opgave at bevise, at han rent faktisk havde parkeret bilen.

Han kunne føre naboen som vidne til, at han den selvsamme eftermiddag havde kørt på naboens mark for at harve hele dagen, og da man jo ikke kan være to steder på en gang, kan han ikke både harve og køre bil.

I retten forklarede manden, at bilen bruges af hele familien, og at man ikke plejer at spørge, før man tager den. Han afviste at oplyse, hvem i familien der kan være kørt til Herning den pågældende søndag.

Vestre Landsret har derfor med stemmerne to mod én stadfæstet byrettens dom.

Da sagen blev afgjort på skriftligt grundlag, skal ingen af parterne betale sagens omkostninger.

/ritzau/