En 21-årig mand blev torsdag aften slået 20 gange med en hammer og et baseballbat. En 36-årig mand er anholdt og sigtet, skriver dagens.dk.
Overfaldet skete torsdag aften ved 20-tiden på åben gade i Kolding.
Manden gik fra sin bopæl på Violvej og var på vej til en anden adresse i nærheden, da to mænd - bevæbnet med hammer og baseballbat - gik til angreb på den 21-årige mand.
- Han blev slået omkring 20 gange over hele kroppen med hammeren og baseballbattet, siger Carsten Andersen fra lokalpolitiet i Kolding til dagens.dk.
Efter overfaldet stak de to mænd af og forsvandt i en personbil.
Et vidne aflæste registreringsnummeret, og bilejeren fik kort efter besøg af ordensmagten.
- Vi anholdt to personer, men det viser sig, at de ikke havde noget med overfaldet at gøre, siger Carsten Andersen.
Den mand, der angreb den 21-årige mand med hammeren, meldte sig senere på aftenen til politiet. Han blev anholdt ved OK-tanken i Brændkjærgade i Kolding. Det skete uden dramatik.
- Der er tale om en 36-årig mand fra Kolding, som vi kender i forvejen. Han bliver formentlig fremstillet i grundlovsforhør, siger Carsten Andersen.
Den anden gerningsmand er fortsat på fri fod.
Den 21-årige mand slap nådigt fra overfaldet, men måtte behandles på skadestuen på Kolding Sygehus.
/ritzau/