Manchester City må undvære topscorer i en måned

admin

|

31/01/2014

Dagens topnyheder

Formstærke Manchester City må undvære sin topscorer i den næste måned.

Den engelske fodboldklub, der topper Premier League, får ikke glæde af angriberen Sergio Agüero i den kommende tid.

- Lægen har tilset Agüero, og han er ude i en måned, siger Manchester Citys manager, Manuel Pellegrini, til klubbens hjemmeside.

Sergio Agüero, der har scoret 15 mål i ligaen i sæsonen, blev skadet i onsdagens 5-1-sejr ude over Tottenham, hvor han scorede det første mål.

Argentineren vendte for cirka to uger siden tilbage til holdet efter at have siddet udenfor med en skade i en måneds tid.

Skaden kommer på et meget skidt tidspunkt for Manchester City, der står over for vigtige opgør mod toprivalen Chelsea i både Premier League og FA Cuppen.

Sergio Agüero kommer heller ikke med i den første kamp mod FC Barcelona i 1/8-finalerne i Champions League.

- Det bliver svært, for han er en topspiller for os, men vi har spillerne til at erstatte ham.

- Han er lige vendt tilbage efter en skade. Alvaro Negredo og Edin Dzeko erstattede ham før, og Stevan Jovetic kan gøre det nu, siger Manuel Pellegrini.

Manchester City møder på mandag Chelsea på hjemmebane i Premier League.

/ritzau/