Det danske fodboldlandshold fik ikke meget modstand af Malta, da danskerne vandt med 6-0 i VM-kvalifikationskampen i Parken tirsdag aften.
Den maltesiske landstræner Pietro Ghedin erkender da også, at hans mandskab var kommet på en uoverkommelig opgave mod et velmotiveret hjemmehold.
- Danmark var for stærke i aften. De pressede os hårdt. Jeg er en smule skuffet over mine spillere, men Danmark var for stor en mundfuld for os, siger Pietro Ghedin.
Han kunne se kampens dommer dømme to straffespark til danskerne, men beklager sig ikke, selv om i hvert fald det første så lidt tvivlsomt ud.
- Jeg så ikke straffesparkene, og det er heller ikke vigtigt lige nu. Danmark spillede med stor motivation og spillede virkelig godt, konstaterer den maltesiske landstræner.
Danmark slutter med sejren på andenpladsen i kvalifikationsgruppe B, og det svarer meget godt til holdenes niveau, mener Ghedin.
- Lige i øjeblikket er Danmark det næstbedste hold i gruppen. Tjekkiet er gode, men danskerne er en smule bedre, mener han.
Malta slutter som nummer seks og sidst med tre point.
/ritzau/