Når "Sorg og Glæde" torsdag får premiere, bliver det formentlig sidste gang, at biograferne kan præsentere en ny film af Nils Malmros.
Selv siger instruktøren, at det "forhåbentlig" er hans sidste film, og at han ikke har flere projekter i skuffen.
Men selvom Nils Malmros føler, at han har fortalt det hele, så er der en fortælleform, som han gerne ville have afprøvet
- Jeg har enorm respekt for Dogme-filmene. Jeg synes, de var en nyskabelse, og jeg kan godt ærgre mig over, at jeg ikke kom med, for det var den nye franske bølge på dansk, siger instruktøren i et interview med Ritzau.
De franske "nybølgefilm" og især instruktøren Francois Truffaut var Nils Malmros' store inspiration, da han i slutningen af 1960'erne begyndte at lave film.
Derfor var Malmros også interesseret, da Lars von Trier i midten af 1990'erne tilbød ham at blive en af de fire Dogmebrødre, der med deres håndholdte kameraer, naturlige lyssætning og fravalg af rekvisitter satte Danmark i filmverdenens centrum.
- Jeg er beæret over, at de inviterede mig, men det var på et tidspunkt, hvor jeg var ved at forberede filmen "At Kende Sandheden" om min far, forklarer Nils Malmros.
Han kunne simpelthen ikke få fortællingen om farens liv til passe med de snærende bånd, som Dogme-reglerne lagde på instruktørerne.
Heller ikke Malmros' seneste to film, "Kærestesorger", som fortsætter fortællingen fra hovedværket "Kundskabens Træ", og den biografaktuelle "Sorg og Glæde", kunne laves som Dogme-film, forklarer instruktøren.
Malmros er kendt for at være meget kontrollerende i sit arbejde med at genskabe egne minder på film. Og selvom han gerne ville have prøvet kræfter med reglerne, så tvivler instruktøren på, at han rent faktisk kunne udføre en Dogme-film.
- At lave overspring med vilje ville svare til at bede mig køre hjem i venstre side af vejen. Jeg ville få ondt i mine betingede reflekser, forklarer instruktøren.
Han lod sig dog inspirere af Dogme-reglerne, da han valgte at lave "Kærestesorger" med håndholdt kamera.
/ritzau/
