En række malerier af nogle af det 20. århundredes største billedkunstnere som Pablo Picasso og den belgiske surrealist René Magritte kommer i denne uge under hammeren hos det britiske auktionshus Christie's i London.
Forventningen er, at salget vil indbringe et sted mellem 1,4 og 2 milliarder kroner (156,7-228,3 millioner pund), oplyser Christie's.
Auktionerne over billeder af impressionister og surrealister foregår tirsdag, onsdag og fredag. De omfatter også lærreder af blandt andre Paul Delvaux, Joan Miró, Giorgio de Chirico, Salvador Dalí, Max Ernst og Man Ray.
Picasso topper vurderingen med portrættet af Jacqueline Roque, muse, elskerinde og senere hustru til kubismens mester. Maleriet fra 1955 har titlen "Kvinde i tyrkisk dragt, siddende i en stol" og handles for første gang i 55 år. Vurderingen er 15-20 millioner britiske pund, oplyser Christie's ifølge Reuters - svarende til 135-180 millioner kroner.
Et tidligt værk fra 1928 af den gådefulde surrealist René Magritte, "Jægerne på kanten af natten", er vurderet til 6-9 millioner pund (54-81 millioner kroner). Det har været en del af en Magritte-udstilling på Museum of Modern Art i New York.
Også Magrittes maleri "Det indre blik" er til salg. Det stammer fra samlingen, som afdøde Valerie Eliot, enke efter den berømte britisk-amerikanske digter T.S. Eliot, efterlod sig.
Joan Mirós "Kvinder og fugle" er sat til mellem 36 og 63 millioner kroner.
Ifølge Christie's internationale direktør, Jay Vincze, er ugens stjerneauktioner en sjælden mulighed for, at samlere og museer kan erhverve exceptionelle værker med en strålende proveniens (oprindelse) af nøgleimpressionister og moderne mestre.
- Det globale marked for denne kategori bliver ved at vokse år for år, siger Jay Vincze og tilføjer, at det kan tilskrives en voksende passion for periodens skønhed og forståelse for vigtigheden af bevægelserne i malerkunsten i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede.
På auktionen over impressionister kan købere også erhverve et stilleben af Juan Gris, vurdering 108-162 millioner kroner, en komposition af Piet Mondrian vurderet til 72-108 millioner kroner, og Claude Monets "Kirken i Varengeville ved solnedgang" fra 1882. Det står vurderet til 36-63 millioner kroner.
/ritzau/