Magnussens holdkammerat: Vi kan være stolte

admin

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

Kevin Magnussens holdkammerat hos McLaren, Jenson Button, måtte se til, da de tre hurtigste i årets første Formel 1-grandprix i Melbourne blev hyldet på podiet søndag.

Men efterfølgende blev Button forfremmet fra fjerde- til tredjepladsen, da den australske Red Bull-kører Daniel Ricciardo blev diskvalificeret for at have brugt for meget brændstof i løbet.

Med Magnussens andenplads tog McLaren altså to podieplaceringer samt den samlede føring i konstruktørernes VM-stilling.

- Som hold, mener jeg, at vi kan være stolte af vores indsats. Jeg tror ikke, at vi havde forventet at føre konstruktørernes VM-stilling efter denne weekend, men jeg synes, at bilens fart generelt har været dér, siger Jenson Button ifølge AFP.

McLaren fører med 33 point, mens Mercedes satte sig på andenpladsen med 25 point. Sidste år blev McLaren blot nummer fem i dette regnskab.

Løbet i Melbourne var i øvrigt det første, Button kørte, efter hans far pludselig døde i januar.

- Det var en følelsesladet dag for mig, men der var godt for mig at have min søster, min forlovede og en masse venner omkring mig. Det hjalp mig helt sikkert en del, siger englænderen.

Sæsonens andet grandprix køres i Kuala Lumpur den 30. marts.

/ritzau/