Den danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen prøvede fredag for første gang kræfter med Circuit Gilles-Villeneuve i Montreal, som i denne weekend er vært for det canadiske grandprix.
McLaren-køreren blev noteret for den ottendebedste tid i den første træning i Canada med tiden 1.18,514 minutter.
Det var lidt langsommere end teamkammeraten Jenson Button, som blev noteret for 1.18,446 minutter.
Bedst var Ferraris Fernando Alonso i den første træning. Spanieren var næsten 1,3 sekunder hurtigere end Magnussen.
Alonso var lidt hurtigere end de ellers dominerende Mercedes-kørere Lewis Hamilton og Nico Rosberg, som var henholdsvis nummer to og tre i den første træning. Den næste træning køres allerede fredag aften med start klokken 20 dansk tid.
Kvalifikationen køres lørdag fra klokken 19 dansk tid, mens selve løbet går i gang søndag klokken 20.
/ritzau/