Mærsk: Supermarkedssalg trækker næste årsresultat op

admin

|

27/02/2014

Dagens topnyheder

Den danske rederigigant A.P. Møller - Mærsks forventninger til det næste år ligger noget højere end resultatet i 2013.

Men det skyldes alene, at Mærsk i januar indgik aftale om at sælge knap 49 procent af aktierne i Dansk Supermarked til Salling Gruppen.

Frasalget vil formentlig betyde, at næste års resultat vil ligge "betydeligt over" det nettoresultat på 21,2 milliarder kroner, som rederiet torsdag morgen har præsenteret i dets årsregnskab.

Var det ikke for frasalget, ville næste års underliggende underskud ligge på nogenlunde samme niveau, lyder det.

Desuden skruer Mærsk op for investeringerne i løbet af det næste år, fremgår det af regnskabet. Pengestrømmene til investeringer i nye anlæg ventes således at stige til i omegnen af 55 milliarder kroner mod cirka 34 milliarder kroner i 2013.

For Mærsks flagskibsdivision, containerskibene i Maersk Line, venter rederiet også et resultat på niveau med det opnået i 2013. Maersk Line fik her et nettoresultat på godt otte milliarder kroner.

Analytikerne venter ifølge SME Direkt et nettoresultat i Maersk Line på 11,2 milliarder kroner, skriver Ritzau Finans.

I oliedelen af det lyseblå imperium venter Mærsk selv et lavere resultat end i 2013, hvor nettoresultatet landede på 5,4 milliarder kroner.

Analytikerne regner dog med et nettoresultat på 6,5 milliarder kroner i 2014 i Maersk Oil og en gennemsnitlig daglig produktion på 257.000 tønder olie mod 240.000 tønder dagligt sidste år.

Hvad angår Mærsks havnedivision, APM Terminals, forventer Mærsk et resultat næste år, der er bedre end de godt fire milliarder kroner i 2013.

I Maersk Drilling, der ejer og driver borerigge, forventer rederiet til gengæld et lavere resultat i 2014 end sidste års 2,8 milliarder kroner.

Analytikerne venter dog et resultat på 2,9 milliarder kroner i 2014 i divisionen.

Mærsks nye femte ben, Services & Other Shipping, ligger til en forbedring af sit resultat.

/ritzau/