De sidste to år har AP Møller - Mærsk arbejdet imod Obama-administrationens forslag til en modernisering af den amerikanske fødevarehjælp, men nu erkender det danske rederi, at man er gået for langt og trækker sig fra debatten.
Det skriver netmediet shippingwatch.dk.
Præsident Barack Obamas reform fjerner behovet for at sejle nødhjælp titusindvis af kilometer fra USA til katastroferamte områder.
Mærsk har arbejdet for at bevare det nuværende system, hvor halvdelen af USA's fødevarehjælp skal sejles af amerikansk-indregistrerede skibe til katastrofeområderne.
Men efter skarp kritik fra blandt andet det amerikanske tidsskrift Foreign Policy og nødhjælpsorganisationen Care, der kalder sagen for pinlig og hyklerisk, erkender man hos Mærsk, at man er gået for langt i sagen.
- Hvis man ved at være en del af kampagnen (mod reformen, red.) automatisk gør sig til fortaler for en bestemt form for fødevarehjælp, så må vi sige, at det kan vi ikke, siger Annette Stube, der er direktør for Maersks Group Sustainability til Shippingwatch.dk.
- Det har gjort, at vi har besluttet os for at trække os ud af kampagnen, tilføjer hun.
Ifølge Care, der onsdag kritiserer Mærsk i en kronik i Børsen, viser studier, at den nuværende transportform med fragtskibe forsinker nødhjælpen i gennemsnit med 14 uger.
Care skriver, at halvdelen af hver dollar brugt på amerikansk nødhjælp lige nu går direkte til shippingindustrien, og ifølge nødhjælpsorganisationen vil fire millioner flere mennesker årligt kunne modtage hjælp med de samme penge med den nye reform.
- Vi gik jo ikke ind i debatten for at tage stilling til fødevarehjælp, men fordi vi ville forsvare vores forretning. Men med den drejning, det har taget nu, kan vi se, at det er det, der bliver diskuteret, siger Annette Stube.
/ritzau/