Mærsk-datter ansætter folk i stor stil

admin

10 år siden

|

14/07/2014

Dagens topnyheder

Det A.P. Møller-Mærsk-ejede boreselskab Maersk Drilling bestilte i 2011 en bølge af nye borerigge og boreskibe, der skal løfte divisionen op blandt de største aktører i verden.

Samtidig gik jagten ind på tusindvis af kvalificerede medarbejdere til at bemande de nye rigge og boreskibe, og det blev omtalt som en af de største udfordringer. Men det er gået over al forventning.

Det siger administrerende direktør i Maersk Drilling Claus V. Hemmingsen i en interview med Ritzau Finans.

- Det går rigtigt fornuftigt med rekrutteringen, fordi vi lavede en meget omfattende plan, som vi har fulgt. Havde du spurgt mig for to år siden, havde jeg nok sagt, at rekruttering var den største risiko, men det er gået rigtigt godt, siger Claus V. Hemmingsen til Ritzau Finans.

Maersk Drilling har lagt en plan, hvor ambitionen er at nå 30 enheder indenfor borerigge- og skibe. Det kræver 3000 nye, kvalificerede ansatte. I dag er flåden på 25 enheder.

I første omgang bestilte Maersk Drilling otte nye enheder. Det var fire rigge og fire boreskibe. Til disse skulle bruges 1450 nye ansatte, og her er divisionen allerede meget tæt på at nå i mål.

Ifølge Maersk Drillings opgørelse fra 1. juli er der ansat 907 medarbejdere: 596 er ansat til boreskibene og 311 til de nye borerigge.

Det betyder, at to af de nye rigge, Maersk Intrepid og XL Enhanced 2, er fuldt bemandet, samt at de to boreskibe, der er på kontrakt i Den Mexicanske Golf, er fuldt bemandet.

Rekrutteringen af de mange nye ansatte er ifølge Claus V. Hemmingsen sket uden, at Maersk Drilling har skullet udkonkurrere andre aktører i markedet på lønnen.

- Vi er ikke lønførende, det vil vi ikke være, for vi vil ikke drive en løninflation. Men vi lægger stor vægt på forholdene om bord og på træning og kompetenceopbygning.

- Vi behandler folk ordentligt, og det har givet os et godt ry, der har trukket folk til. Vi har vist folk, at vi er parate til at investere i dem, og det har haft en god effekt. Det er faktisk også noget, vores kunder sætter pris på, siger Claus V. Hemmingsen til Ritzau Finans.

/ritzau/