Madonna om vold: Her er sandheden om Penn

admin

466 uger siden

|

18/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det koger i retssagen mellem Sean Penn og Lee Daniels.

Den 55-årige dobbelte Oscar-vinder har sagsøgt instruktøren for injurier om vold og kræver 68 millioner kroner i erstatning for anklagerne.

Daniels instruerer tv-serien "Empire", og i et interview med The Hollywood Reporter forsvarede han seriens hovedrolleindehaver, Terrence Howard, der har en dom for at have banket sin ekskone, ved at sammenligne ham med Penn.

- Terrence har ikke opført sig anderledes end Marlon Brando eller Sean Penn, men lige pludselig bliver han dæmoniseret, sagde Daniels til magasinet, og det gjorde filmstjernen rasende.

- Daniels sammenligner fejlagtigt Penn med Howard. Selv om Sean Penn har været på kant med loven, er han i modsætning til Howard aldrig blevet arresteret eller dømt for hustruvold, hvilket hans tidligere koner - deriblandt Madonna - kan bekræfte, skrev hans advokat, Mathew Rosengart, i de indsendte retsdokumenter.

Og nu har en rasende Madonna netop sendt sin udlægning om anklagerne til Højesteretten i delstaten New York og understreger på det kraftigste, at Penn aldrig har langet ud efter hende under deres intense ægteskab.

- Selv om vi bestemt har haft mere end ét ophedet skænderi, har Sean aldrig slået, bundet eller fysisk overfaldet mig, harcelerer den 57-årige sangerinde i erklæringen.

- Jeg har kendt Sean i over 30 år som en omsorgsfuld og medfølende person såvel som en yderst talentfuld skuespiller, kunstner og filantrop. Enhver rapport om det modsatte er fuldstændig skandaløst, ondsindet, hensynsløst og falsk, raser hun.

I 1987 lød der rapporter om, at Penn havde slået hende med et bat, og to år senere blev skuespilleren anholdt, og ligeledes blev der spekuleret i, om det skyldtes, han havde slået sangerinden. Parret var gift fra 1985 til 1989 og har i dag et varmt venskab.

/ritzau/FOKUS