Valget til EU-parlamentet endte med markant tilbagegang for Venstre. Og nu truer nedturen efter Lars Løkkes Rasmussen tøjsag også for alvor Venstres position på Christiansborg.
For næsten præcis et år siden viste en måling, som Voxmeter foretog for Ritzau, at hele 33,3 procent ville stemme på Venstre, som dermed ville blive det suverænt største parti på Christiansborg.
I en ny måling, som Voxmeter har foretaget for Ritzau, er Venstre nu nede på 22,1 procent af stemmerne. Socialdemokraterne står i samme måling til at få 22,6 procent.
Efter at være dømt helt ude er Socialdemokraterne dermed ifølge målingen opsigtsvækkende det største parti på Christiansborg, mens Venstre må tage til takke med en uvant position som nummer to.
Målingen kommer, efter at Venstres brug af partikassen til at købe tøj for 152.000 kroner til Lars Løkke Rasmussen og en ferierejse til familien i to uger har domineret overskrifterne i medierne.
Resultatet er usædvanligt - siden valget har Venstre kun én gang før været mindre end Socialdemokraterne i en Voxmeter-måling.
Det var 17. november 2013, to dage før kommunalvalget. Her havde Lars Løkke Rasmussens flyrejser på førsteklasse delvist finansieret af danske bistandskroner sendt Venstre ned på 24,3 procent af stemmerne, mens Socialdemokraterne stod til 24,6 procent.
I den seneste måling står Dansk Folkeparti til at blive Folketingets tredjestørste parti med 19,2 procent af stemmerne.
De mange vælgere, som søger til Dansk Folkeparti, betyder, at Lars Løkke Rasmussen trods tilbagegang til Venstre fortsat står til at blive statsminister, hvis der var valg til Folketinget nu. Mandatfordelingen i målingen er 91 til blå blok og 84 til rød blok.
Hvis statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) går med tanker om at udskrive valg, så vil hun dog formentlig noterer sig, at rød blok haler ind på blå blok.
Lars Løkke Rasmussens forspring er skrumpet så meget, at en valgsejr til Helle Thorning-Schmidt ikke længere kan udelukkes efter en valgkamp over flere uger.
Tallene er indsamlet i ugen op til valget til EU-Parlamentet og baserer sig på telefoninterview med 1037 repræsentativt udvalgte personer. Den statistiske usikkerhed i målingen er på maksimalt ca. 2,6 procent.
/ritzau/