Et velplaceret klap bagi, et kys eller en fremmed hånd, der stryger hen over brysterne. Det er ofte en del af oplevelsen, når danske kvinder går i byen.
De fleste kvinder føler sig irriterede eller direkte krænkede, når en fremmed berører dem uden deres samtykke. Det viser en ny måling, som TNS Gallup har foretaget for Berlingske.
Det er et klart udtryk for, at der skal gøres op med den opfattelse af, at kvinder er glade for at få et lille klem, mener direktør for Kvinfo, Nina Groes.
- En udbredt myte er, at kvinder bare ser det som en kompliment, siger hun.
- Her siger kvinderne klart, at det er grænseoverskridende.
Mere end halvdelen af alle kvinder mellem 18 og 35 år har ifølge målingen prøvet at blive berørt ufrivilligt i det danske natteliv.
Det er et tegn på, at unge er usikre på, hvor grænsen går, mener souschef ved Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet, Niels Ulrik Sørensen.
- Vi ser tegn på, at der er ved at opstå en drengerøvskultur på nettet, siger han.
Han henviser blandt andet til hævnporno, hvor unge bruger nøgenbilleder til at mobbe på nettet.
- Det kan være den mobning, der her ses ude i det virkelige liv.
Niels Ulrik Sørensen mener, at problemet bedst løses ved at få skabt en diskussion, så der ikke er tvivl om spillereglerne, når man går i byen.
Denne vurdering tilslutter Kvinfo-direktør Nina Groes sig.
- Det er vigtigt at få gjort opmærksom på, at ufrivillig berøring ikke opfattes som en kompliment af kvinderne, siger hun.
Også mændene bliver befamlet i nattelivet. Målingen viser, at 18 procent af de adspurgte mænd har oplevet ufrivillig berøring.
Modsat kvinderne siger de fleste dog, at de er ligeglade med berøringen eller synes, det er sjovt.
/ritzau/