Måling giver kæmpe lussing til Socialdemokraterne

admin

460 uger siden

|

28/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Socialdemokraterne står over for en kæmpe vælgerlussing ifølge en ny Megafon-måling.

I målingen, der er lavet for TV2 og Politiken, går Socialdemokratiet hele syv procentpoint tilbage siden sidste Megafon-måling i november og valget i fjor. Dermed lander partiet på blot 19,3 procent og 34 mandater, skriver Politiken.

Målingen viser samtidig, at Dansk Folkeparti er det største parti med 20,2 procent af stemmerne, hvilket svarer til 36 mandater.

Faldet er så stort, at Megafon onsdag, helt utraditionelt, lavede en ekstra måling og spurgte cirka 2000 respondenter i stedet for de normale 1000.

Den gode nyhed for Socialdemokratiet er, at vælgerne i langt overvejende grad bliver i oppositionsblokken. Og navnlig Radikale Venstre og Alternativet, der har ført an i kritikken af udlændingestramningerne, går massivt frem.

Radikale Venstre lander på 8,5 procent mod 5,0 procent i novembermålingen og 4,6 procent ved valget.

Alternativet stiger til hele 9,3 procent fra 5,6 procent i november og 4,8 ved seneste valg.

Samlet set giver målingen stadig rødt flertal med i alt 90 mandater til S, R, AL, EL og SF.

Ifølge administrerende direktør hos Megafon Asger H. Nielsen kan vælgernes lussing til Socialdemokratiet begrundes i flygtningekrisen.

- Vi har bedt hver eneste, der er gået fra Socialdemokratiet i målingen, om at begrunde det, og når jeg kigger på alle begrundelserne, er det for 80 procents vedkommende flygtningene, som er den helt entydige årsag, siger Asger H. Nielsen til Politiken.

Valgforsker og professor på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen kalder over for Politiken nedgangen en "dramatisk" udvikling for Socialdemokratiet, fordi det er "uhørt", at et parti taber fire procentpoint eller mere fra den ene måling til den anden.

Ifølge ham kan målingen dog basere sig på en meget aktuel tendens med grundlag i de seneste asylstramninger.

Politisk ordfører Nicolai Wammen (S) fastholder over for avisen, at partiet fører den nødvendige politik.

- Hvis man tager det alvorligt, at antallet af mennesker, der kommer til Danmark, har betydning for, hvordan vi sikrer en god integration, og at vi har mulighed for at fastholde det danske velfærdssamfund, siger han.

/ritzau/