Flygtningekrisen er den "største og mest komplicerede krise, vi har set i dette århundrede", advarede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale.
Ifølge en måling, som Analyse Danmark har gennemført for Ugebrevet A4, er danskerne enige med statsministeren. 65 procent peger på flygtninge, indvandrere og integration som et af de vigtigste politiske problemer i Danmark.
Valgforsker Rune Stubager forventer, at flygtningekrisen vil stå øverst på dagsordnen det kommende år.
- Flygtninge og integration kommer også til at dominere den politiske dagsorden i det nye år, fordi løsningerne ikke ligger snublende nær, og der er heller ikke nogen, der tør love at finde løsninger, der virker effektivt, siger han til Ugebrevet A4.
Politisk kommentator Hans Engell vurderer, at særlig de økonomiske konsekvenser af flygtningestrømmen vil blive et afgørende spørgsmål.
- Det er noget, der vil sætte hele velfærdssamfundet under et hårdt økonomisk pres, og dertil kommer så de kulturelle og sociale udfordringer, som også følger med, siger han.
De adspurgte i målingen har fået mulighed for at pege på tre problemer, som de anser for at være vigtige lige nu.
Sundhed og hospitaler står næstøverst på danskernes prioriteringsliste. 35 procent har valgt sundhed som et af de vigtigste problemer, lidt over 30 procent peger på ældrepolitik.
Da Ritzau for godt et år siden i en tilsvarende måling spurgte danskerne om de vigtigste politiske emner, var det netop sundhed, som toppede listen. 37,9 procent mente sundhed var vigtigst, 37 procent pegede dengang på indvandring.
For første gang siden 1950'erne skal man vise id for at krydse Øresund, når Sverige mandag skærper grænsekontrollen efter at landet har modtaget rekordmange flygtninge.
/ritzau/