Fodboldklubben Lyngby Boldklubs direktør og hovedaktionær, Christian Hill-Madsen, stopper som direktør, meddeler klubben på sin hjemmeside.
Christian Hill-Madsen overdrager samtidig sine aktier til Hellerup Finans.
- Jeg vil ikke stå i vejen for de fantastiske sportslige og kommercielle takter, som Lyngby Boldklub A/S har vist i det seneste år.
- Mit håb er, at der nu kommer ro på bagsædet, og at de dygtige medarbejdere i såvel den sportslige som den kommercielle afdeling får tid og mulighed for at forsætte med at få forløst det potentiale, som der ligger i Lyngby Boldklub, siger direktøren til hjemmesiden.
Hellerup Finans truede med at udtræde af fodboldklubben, efter at en sponsortur til Madrid for nylig udartede sig med blandt andet besøg på en stripbar, hvilket Hellerup Finans ifølge eget udsagn ikke kunne stå inde for.
Lyngby topper den næstbedste række med 37 point for 18 kampe og har kurs mod Superligaen før forårssæsonen.
/ritzau/