Lyn og regnskyl koster 32 livet i Sydafrika

admin

|

17/03/2014

Dagens topnyheder

Usædvanligt voldsomme regnskyl har kostet flere end 30 mennesker livet i Sydafrika, hvor landmænd samtidig sukker af lettelse over nedbør fra himlen.

Regeringen oplyser, at 32 personer de seneste to uger er dræbt på grund af regnen i de nordlige og østlige provinser North West, Limpopo, Mpumalanga, Gauteng og KwaZulu-Natal.

Dødstallet omfatter 25 druknede og seks, som blev dræbt af lynnedslag.

- Et antal personer er reddet fra biltage, og mange har været fanget i deres hjem. Redningstjenesten er fortsat i alarmberedskab, lyder det fra myndighederne.

Nedbøren har sat punktum for en truende tørke i dele af North West-provinsen og er derfor modtaget med glæde hos Afrikas førende majsproducent.

- Kornproducenterne har budt regnen velkommen. Afgrøder, der er plantet sent, vil have fordel af regnen. Der er sket relativt begrænset skade indtil videre, siger Jannie de Villiers, som er chef for en organisation for kornproducerende landmænd.

/ritzau/Reuters