Lykketoft: Anker var altid på de svages side

admin

453 uger siden

|

20/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Et meget sympatisk og åbent menneske med dybe rødder i det, som Socialdemokraterne historisk har været og altid skal være – nemlig det parti, som tager sig af de mennesker, der har mest behov for det stærke samfund, for solidaritet og for en ordentlig velfærdspolitik.

Sådan lyder ordene fra formand for FNs generalforsamling Mogens Lykketoft om tidligere statsminister Anker Jørgensen, der søndag sov stille ind, 93 år gammel.

Lykketoft lærte Anker Jørgensen at kende, da Lykketoft arbejdede i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Som daværende forbundsformand var Anker Jørgensen en af Lykketofts "arbejdsgivere".

Senere blev Lykketoft i 1981 gjort til minister af Anker Jørgensen.

- Det, han har betydet for mig, er, at han har indprentet hos mig, hvad det socialdemokratiske projekt handler om - nemlig at man aldrig skal glemme, hvor man kommer fra, siger Mogens Lykketoft.

- Anker var dybt forankret i sin egen stand, han var de ufaglærtes talsmand. En meget ægte repræsentant for Socialdemokraternes rødder, siger Lykketoft.

Anker Jørgensen er blevet skudt i skoene, at han nok var folkelig, men ikke havde styr på den økonomiske politik. Men det passer ikke, siger Mogens Lykketoft.

- Det eftermæle, nogle borgerlige modstandere prøvede at give ham, om at han ikke havde styr på økonomien, det er ikke rigtigt, siger Mogens Lykketoft.

- Han (Anker Jørgensen, red.) gjorde alt, hvad han kunne for at få tingene til at hænge sammen. Det store indgreb efter valgsejren i 1979 kaldte den daværende nationalbankdirektør den største genopretning i dansk økonomi i efterkrigstiden. Der er lavet et falsk billede af, at han ikke havde styr på økonomien. Men det havde han, siger Mogens Lykketoft.

- Han havde ikke styr på, hvordan vælgere altid stemte, og det gjorde det besværligt at være statsminister i den periode. Men han prøvede at fastholde en politik, der både var socialt og økonomisk ansvarlig, lyder det fra Mogens Lykketoft.

/ritzau/