Lukas Graham fortsætter sejrsgangen i USA

admin

455 uger siden

|

01/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Succesen vil ingen ende tage for det danske band Lukas Graham.

På den amerikanske singlehitliste, Billboard Hot 100, som er verdens mest prestigefulde liste af sin slags, er bandet i denne uge rykket helt op på en 12. plads med sangen "7 Years".

I sidste uge lå Lukas Graham nummer 20 på listen.

Det er bandets bedste placering på listen til dato, og siden sangen ramte listen for seks uger siden, er det kun gået fremad for danskerne.

Det er ikke hvem som helst de fire københavnerdrenge blander sig med i den fine ende af hitlisten.

Store stjerner som The Weeknd, Coldplay og Chris Brown, er allerede blevet overhalet, og blandt de navne, der fortsat er placeret over Lukas Graham på Billboardlisten er Adele og Justin Bieber. Listen toppes, lige som i sidste uge, af Rihanna og Drake med nummeret "Work".

Sidste år fik den fynske sangerinde Mø en placering som nummer to på Billboardlisten sammen med Major Lazor og DJ Snake med kæmpehittet "Lean On".

Den bedste danske placering på listen stod Jørgen Ingmann for i 1961 med nummeret "Apache", som blev nummer to.

Lukas Grahams sang "7 Years" er i øjeblikket nummer et i både Storbritannien og Australien, og tidligere har den indtaget førstepladsen i blandt andet Danmark, Holland, Belgien, Sverige, New Zealand og Irland.

Det er 18 år siden, at et dansk band sidst opnåede en placering som nummer et i Storbritannien. Det var i 1998, hvor Aqua toppede listen med sangen "Turn Back Time".

Den seneste danske top 10-placering i Storbritannien er Alphabeats single "Fascination", der røg op på en sjetteplads.

Lukas Graham udgiver senere i marts albummet "Lukas Graham" i USA.

/ritzau/