Luftangreb på syrisk marked dræber 33 mennesker

admin

10 år siden

|

01/05/2014

Dagens topnyheder

Syriske kampfly har torsdag beskudt en populær markedsplads i byen Aleppo og dræbt mindst 33 mennesker.

Det meddeler det syriske observatorium for menneskerettigheder, der er på oprørernes side, og som holder til i Storbritannien.

Mange mennesker skal være sårede ved angrebet, der skete i distriktet Halak, der ligger i det nordøstlige Aleppo.

- Et syrisk kampfly affyrede et misil mod området, og få minutter efter endnu et, siger lederen af observatoriet, Rami Abdel Rahman.

Et mediecenter i Aleppo, der drives af lokale aktivister, siger, at "to beboelsesejendomme blev ødelagt og adskillige butikker brød i brand.

Onsdag kostede et luftangreb mod en bydel, der er under oprørsgruppers kontrol i den syriske storby Aleppo, mindst 18 mennesker livet - 10 af dem børn.

Oprørskontrollerede områder i Aleppo har været udsat for massive luftangreb siden midten af december.

Menneskerettighedsgrupper har især kritiseret det syriske regimes brug af tøndebomber, der kastes ned fra stor højde, og som ofte dræber mange civile.

Det anslås, at omkring 150.000 mennesker har mistet livet under den syriske borgerkrig, der har stået på de seneste tre år.

/ritzau/AFP