Løkke præsenterer Kjers efterfølger klokken 13

admin

455 uger siden

|

29/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil mandag klokken 13 præsentere den nye miljø- og fødevareminister for prins Joachim på Amalienborg. Det oplyser statsministeren på Facebook.

Det sker, efter at den hidtidige minister, Eva Kjer Hansen (V), trådte tilbage lørdag. Det gjorde hun, fordi De Konservative havde slået fast, at de ikke længere havde tillid til hende.

Partiet mener, at Kjer havde fremlagt misvisende tal for nye gødningsreglers påvirkning af miljøet i forbindelse med aftalen om landbrugspakken.

Løkke skriver følgende på Facebook:

- Dejlig med en morgenløbetur med interessante mennesker i solskin ved Marienborg. Nu går turen mod København, hvor jeg kl. 13.00 præsenterer den nye miljø- og fødevareminister for Hans Kongelige Højhed Prins Joachim på Amalienborg.

Det må dermed forstås, at der ikke bliver tale om en ministerrokade, eller at ministeriet deles op.

Den nye minister kan hentes fra Venstres folketingsgruppe eller udefra. Sidstnævnte gjorde sig gældende sidste år, efter at Carl Holst (V) gik af som forsvarsminister.

Han blev afløst af partifællen Peter Christensen, der ikke blev valgt ind i Folketinget ved valget i juni sidste år.

Sagen om Eva Kjer Hansen har kastet blå blok ud i en krise, og på trods af flere møder i sidste uge slog De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, lørdag morgen fast, at Eva Kjer Hansen måtte gå af.

Kort efter meddelte Eva Kjer Hansen sin afgang. Den beklagede Løkke, som efterfølgende også indrømmede, at der er krise i blå lejr.

- Det borgerlige-liberale Danmark står svækket efter det her, det er åbenlyst, sagde Løkke senere lørdag i et interview med TV2 News.

Løkke er selv uenig i, at Eva Kjer Hansen har brugt forkerte regnemetoder i forbindelse med landbrugsaftalen. Han ville ikke fyre Eva Kjer Hansen som minister, og statsministeren truede med, at et folketingsvalg var mere sandsynligt end en fyring.

/ritzau/