Løkke kræves i kamp for Danmarks ry efter omstridt asyllov

admin

460 uger siden

|

28/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En omstridt lov om at tage værdigenstande fra asylansøgere har sendt Danmarks omdømme i nedadgående retning internationalt, og det får flere parter til at gå hårdt til regeringen.

Det skriver Berlingske.

En af kritikerne er støttepartiet De Konservative, der også stemte for forslaget, da det blev vedtaget tirsdag.

- Vi står inde for den lov, vi har stemt for. Men regeringens kommunikation omkring den har været katastrofalt amatøragtig, siger udenrigsordfører Naser Khader til Berlingske.

- Aftalepartierne har krav på at vide, hvordan regeringen vil genoprette Danmarks ry. Hvis ikke regeringen vil fremlægge en strategi og en plan for udførelsen af den, vil vi arbejde for, at et flertal vil tvinge statsministeren til dette ved en hasteforespørgselsdebat, siger han.

Også Socialdemokraterne kritiserer regeringens kommunikation.

Internationale medier har onsdag trykt karikaturer af blandt andet statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) som nazist, og i Dansk Industri (DI) er man "bekymret" over den massive dårlige omtale.

Udmeldingen kommer fra underdirektør i DI Peter Thagesen, der understreger, at Danmark i dag har et godt omdømme.

- I det omfang, vi bliver misforstået i udlandet, er det sindssygt vigtigt, at man ikke bare forsøger at glemme det eller siger: De forstår os ikke. Man skal tage det dybt seriøst, siger Peter Thagesen til Berlingske.

Flere brandingeksperter mener, at Danmarks internationale brand allerede har lidt skade, og at sagen er "noget møg" for danske virksomheder.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) oplyser, at ministeriet i ugevis har arbejdet på højtryk for at forklare sagen på diplomatisk niveau og for international presse.

Han erkender dog, at opgaven ikke helt er lykkedes.

- Selvfølgelig er jeg er ikke tilfreds med det billede, der tegnes af Danmark i den internationale presse. Men det eneste, vi kan gøre, er at fortælle objektivt og sagligt, hvad vi gør, og det vil vi fortsætte med, siger han til Berlingske.

/ritzau/