Løkke: Jeg skulle have droppet svensk fødselsdagsfest

admin

10 år siden

|

27/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mens presset fra Venstres bagland på formanden vokser, gik Lars Løkke Rasmussen mandag aften bodsgang i bedste sendetid på DR og TV2 efter Venstres massive tilbagegang hos vælgerne ved EU-parlamentsvalget.

Lars Løkke Rasmussen mener fortsat, at han er den rigtige mand til posten som formand for Venstre, men vil dog ikke stå i vejen for partiets succes.

- Jeg klæber ikke til en position, hvis det er til skade for Venstre, sagde Lars Løkke Rasmussen i TV Avisen ifølge DR Nyheder.

- Vi har brug for lige at synke spyttet - hvis jeg må bruge det udtryk - ryste hovedet og tænke os om. Og så mødes vi næste tirsdag og gør det op, sagde Lars Løkke Rasmussen med henvisning til det ekstraordinære møde i Venstres hovedbestyrelse, som finder sted på tirsdag.

Lars Løkke Rasmussen besøgte både TV2's Go' aften Danmark, DR's talkshow Aftenshowet og igen DR's TV Avisen.

Lars Løkke Rasmussen erkender, at den negative omtale af blandt andet Venstres indkøb af tøj til formanden og ferierejser til hans familie har kostet Venstre et mandat i EU-Parlamentet.

V-formanden erkender, at han i alt for lang tid lod partifæller tage skraldet i stedet for selv at komme på banen med en forklaring.

- Der er ingen tvivl om, at medieomtalen om min person i den sidste fase af valgkampen har skygget over Venstres kampagne og er forklaringen på, at vi ikke fik det tredje mandat, siger Lars Løkke Rasmussen ifølge DR.

- Jeg bærer en del af ansvaret selv, og der gik for lang tid, før jeg stod frem. Det var en fejl, at jeg holdt min 50-års fødselsdag i Sverige i stedet for at komme ud og forklare mig i sagen, siger han.

Lars Løkke Rasmussen sagde blandt andet i Aftenshowet, at kommunikationen i forbindelse med den seneste tids dårlige sager har været "ekstremt uprofessionel", men stod samtidig fast på, at hans skattebetaling og bilag er en privat sag, som han derfor ikke vil lægge frem.

Fra baglandet vokser kritikken, og flere lokalformænd har luftet tanker om en ny formand. Ifølge Politiken overvejer Venstre-veteranen Birthe Rønn Hornbech at melde sig ud af partiet i protest.

Men Løkke selv maner til besindighed og vil ikke kommentere flere udmeldinger fra baglandet før mødet næste tirsdag.

Partiformanden erkender dog, at der skal nytænkning til, hvis han skal kunne rejse partiet.

- Jeg skal være en ny formand. Hvis jeg skal genvinde Venstres tillidsfolks tillid, så er der brug for, at jeg ikke bare signalerer robusthed, men i det hele taget performer på en måde, der matcher forventningerne i baglandet, siger Løkke ifølge DR.

/ritzau/