Løkke forventer politiaftale tirsdag

admin

9 år siden

|

17/11/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) håber, at den flerårige politiaftale er på plads, inden dagen er omme. Det lægger han op til i sin tale under tirsdagens spørgetimen i Folketinget.

- Jeg forventer, at vi snart og forhåbentlig allerede i løbet af dagen kan indgå en aftale, som styrker politiet, siger han.

Hvis aftalen falder på plads tirsdag, er det afslutningen på flere ugers forhandlinger. Tilbage ved forhandlingsbordet sidder de fire blå partier og Socialdemokraterne.

Mandag blev sløret løftet for, at aftalen sandsynligvis vil betyde forkortelse af politiuddannelsen til kun at vare to år, samtidig med at der skal være plads til flere politielever på skolebænken.

Målet med politiaftalen er, at der i den fireårige aftaleperiode skal uddannes yderligere 700 betjente årligt. For at det kan lade sig gøre, vil det kræve en trecifret millionindsprøjtning til den danske ordensmagt.

Derfor valgte valgte De Radikale at forlade forhandlingerne samme aften.

Ifølge Sofie Carsten Nielsen, De Radikales retsordfører, droppede partiet forhandlingerne, da der blev forlangt en trecifret millionbesparelse på ungdoms - og erhvervsuddannelserne, for at finansiere politiaften.

Det fandt partiet uacceptabelt.

- Vi er helt enige i, at vi skal fremtidssikre dansk politi. De skal kunne udføre deres arbejde. Men vi er helt, helt uenige i, at pengene skal findes på erhvervsuddannelserne, på gymnasierne og handelsskolerne, sagde Sofie Carsten Nielsen.

Tirsdag eftermiddag forhandler de tilbageværende partier videre i Finansministeriet, og Lars Løkke gør sig forhåbninger om, at en aftale derefter vil falde på plads.

/ritzau/