Liverpool-back: City-kamp bliver karrierens højdepunkt

admin

|

11/04/2014

Dagens topnyheder

Joe Flanagan var relativt ukendt udenfor Liverpool FC i denne sæson, men den 21-årige back har grebet chancen og har været fast mand i startopstillingen de seneste mange ligakampe.

Nu står han så over for Manchester City i weekendens topbrag i Premier League.

- Det bliver helt sikkert den største kamp i min karriere. At spille mod Manchester City på Anfield i en topkamp, hvor begge hold kæmper med om titlen - så bliver det ikke meget større, siger Flanagan til Liverpool Echo.

Han fik netop sin førsteholdsdebut mod Manchester City for tre år siden, og han har gode minder fra den kamp.

- Der var lidt nerver på, men som kampen skred frem, faldt jeg til, og så fokuserede jeg bare på at udføre min opgave.

- Vi vandt 3-0, og det var dejligt at være en del af. Jeg stiller mig gerne tilfreds med samme resultat på søndag, siger han.

Flanagan har både spillet højre og venstre back i denne sæson, men har været foretrukket i venstresiden, hvor Daniel Agger ellers også har været brugt tidligere, når der ikke har været plads i midterforsvaret.

Iagttagere vurderer, at danskeren må nøjes med en plads på bænken på søndag, hvor Mamadou Sakho og Martin Skrtel står til at få genvalg i midterforsvaret efter en solid præstation mod West Ham.

/ritzau/