Litauen klar til at blive næste euroland

admin

10 år siden

|

04/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Litauen er efter 10 år som EU-medlem klar til at blive det 19. euroland fra årsskiftet.

EU-Kommissionen siger i en rapport offentliggjort onsdag, at Litauen nu opfylder alle formelle krav for at komme med i EU's fælles valuta.

- Litauens parathed til at indføre euroen er udtryk for landets mangeårige opbakning til en fornuftig finanspolitik og økonomiske reformer, siger økonomikommissær Olli Rehn i en skriftlig kommentar.

Rehn konstaterer, at Litauens bruttonationalprodukt, BNP, er vokset fra bare 35 procent af EU-gennemsnittet i 1995 til skønnet 78 procent i 2015. Han mener, at fremdriften i reformerne i det baltiske land til dels har været drevet af Litauens EU-optagelse for 10 år siden.

Kommissionens anbefaling skal sammen med en formentlig tilsvarende vurdering fra Den Europæiske Centralbank (ECB), der også ventes onsdag, nu formelt godkendes af EU's medlemslande.

Litauens finansminister, Rimantas Sadzius, siger i en skriftlig kommentar, at optagelsen i eurozonen vil føre til større tillid fra udlandet og dermed flere investeringer, bedre lånebetingelser, lavere arbejdsløshed og højere indtægter i hans land.

- Det er endnu et historisk øjeblik i statens udvikling. EU-Kommissionen har i dag åbnet døren til euroområdet for Litauen, siger en tilfreds Sadzius.

Kommissionen benytter også lejligheden til at slå et slag for euroen og EU's valutasamarbejde efter de seneste års krise.

- Den Økonomiske og Monetære Union er stadig et attraktivt fællesskab at være med i. Euroområdet har i dag en mere effektiv koordinering af økonomisk politik, en robust finansiel brandmur for at sikre stabiliteten og - fra i år - en bankunion.

- Takket være de seneste fem års indsats er skibet langt bedre rustet til at navigere gennem høj sø, end det var ved krisens udbrud, siger Olli Rehn.

Der er i dag 18 EU-lande med og 10 uden euro, efter at Letland skiftede sin valuta ud 1. januar 2014.

Danmark og Storbritannien er de eneste lande, der decideret har fravalgt euroen.

Sverige har stemt nej ved en folkeafstemning, men svenskerne er ligesom resten - Bulgarien, Kroatien, Polen, Rumænien, Tjekkiet og Ungarn - egentlig traktatligt bundet til at indføre euroen, når landet opfylder kravene.

Ingen af de øvrige lande lever ifølge EU-Kommissionen op til de formelle krav endnu. Deres situation vil blive vurderet igen om to år.

/ritzau/