Listeria-fund i fiskefrikadeller breder sig: Nu trækkes de farlige deller tilbage fra flere supermarkeder

admin

10 år siden

|

01/11/2014

Dagens topnyheder

Virksomheden Norway Seafoods trækker et parti fiskefrikadeller, som er solgt i Irma og DøgnNetto, tilbage. I forvejen er fiskefrikadellerne fjernet fra hylderne i Føtex og Bilka.

- Tilbagetrækningen sker, fordi vi har grund til at antage, at produkterne ikke overholder kravene til fødevaresikkerhed, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

- Årsagen hertil skyldes tilstedeværelsen af listeria monocytogenes på pakkedagen, lyder det videre.

Det drejer sig om pakker med 340 gram fars, som er fremstillet 21. oktober og har sidste anvendelsesdato 17. november. Også pakker fremstillet den 20. oktober trækkes tilbage fra DøgnNetto, da de var stablet på samme palle som dem, der blev pakket dagen efter.

- Forbrugere, der har købt ovenstående varer, bedes aflevere dem i butikken, hvor de er købt, eller smide dem ud, skriver Norway Seafoods.

Norway Seafood meddelte fredag, at frikadellerne bliver fjernet hos Føtex og Bilka, og lørdag oplyser selskabet, at fisken også trækkes tilbage fra Irma og DøgnNetto.

Ronnie Nielsen, som er kvalitetsansvarlig i den danske afdeling af Norway Seafoods, forklarer over for Ritzau, at firmaet først lørdag har fået klarlagt, hvilke butikker pakkerne er blevet sendt ud til, og derfor kommer der altså endnu en tilbagekaldelse.

Bakterieslægten listeria er udbredt i jord, på planter, i spildevand, i tarmen hos dyr og mennesker samt i produktionsmiljøer.

Bakterien findes i en lang række almindelige fødevarer. Det gælder især rå fødevarer, men varmebehandlede fødevarer kan også få bakterierne tilført efter varmebehandlingen.

Oftest bliver patienterne indlagt med symptomer som feber, almen svækkelse og eventuelt diarré og opkast.

/ritzau/