Selvom Berlingske Medias britiske moderselskab Mecom nu har sat punktum for salget af de danske aktiver, så fortsætter de forhandlinger, der allerede er i gang om dele af forretningen.
Det siger koncernchef i Berlingske Media og chefredaktør for Berlingske Lisbeth Knudsen.
- Vi skal nu færdiggøre de forhandlinger, som vi allerede har gang i, og når de er bragt til ende, og der er en konklusion, så er hele salgsprocessen også afsluttet, siger hun til Ritzau.
Lisbeth Knudsen vil ikke kommentere, hvilke dele af Berlingske Media, som stadig er på forhandlingsbordet.
- Jeg kan ikke oplyse, hvad vi forhandler om, eller hvem vi forhandler med, selvfølgelig af hensyn til fortrolighed om forhandlingerne, som vil vare noget tid endnu. Men inden årets udgang har vi de forhandlinger afklaret, siger Lisbeth Knudsen.
Mecom oplyser i sit seneste kvartalsregnskab, at bestyrelsen mener, at det er mere attraktivt for aktionærerne at beholde Berlingske Media i stedet for at sælge den danske mediekoncern.
Det har været for svært at få bud fra interesserede købere, som var gode nok, lyder det i regnskabet fra Mecom.
Interessen har dog været stor, lyder det fra Lisbeth Knudsen.
- Men Mecom har sat høje krav til et salg. Der har på intet tidspunkt været tale om et brandudsalg, hvor man bare gerne ville af med aktiviteterne i Danmark, siger Lisbeth Knudsen.
Ifølge koncernchefen bliver stoppet for den videre salgsproces modtaget som en god nyhed i Berlingske Media.
- Vi har været i gang med en salgsproces i et år nu, og det giver selvfølgelig noget usikkerhed i huset. Nu er der nogle forhandlinger, der skal gøres til ende, og herefter kan vi se fremad, siger Lisbeth Knudsen.
- Det betyder, at vi så kan koncentrere os om at udvikle forretningen i 2014. Vi har masser af tanker og idéer, og forretningen gør det godt og opnår positive resultater, tilføjer hun.
Berlingske Media udgiver blandt andet aviserne Berlingske, BT, Weekendavisen og Århus Stiftstidende.
/ritzau/