En australsk mor har fået en dom på 14 måneders betinget fængsel, efter hendes lille søn blev indlagt på hospitalet sidste forår - drengen var alvorligt syg af dehydrering og sult.
Det skriver britiske Mirror.
Den 33-årige mor fra Sydney var angiveligt på en diæt, hvor hun kun spiste såkaldt raw food efter anbefaling fra en kostvejleder. Sønnen var bare seks måneder gammel, da moderen opsøgte kostvejlederen for hjælp, fordi han led af eksem.
Læs mere: Et-årig pige indlagt på hospitalet efter at være opfostret med vegansk kost
Den 59-årige kvindelige vejleder skulle have rådet moderen til at gå på en diæt, hvor hun kun spiste raw food, som er rå mad, der ikke er blevet varmebehandlet ved over 42 grader. I håb om at komme drengens eksem til livs, valgte moderen, som ifølge lokale medier er sygeplejerske, angiveligt at følge anbefalingen blindt.
I maj 2015 blev drengen indlagt på hospitalet - han var meget sulten og dehydreret. Ifølge sagens anklagere, var barnet bare få dage fra at dø.
Læs mere: Eksperter advarer: Derfor må du ikke nævne dit barns vægt
Kostvejlederen nægter sig skyldig i at have sat barnet i fare og været med til at forårsage grov legemsbeskadigelse på drengen. Hun forventes at komme for retten på mandag.
For nogle år tilbage lød en melding fra Københavns Universitet ifølge Videnskab.dk, at tilhængere af raw food risikerer at få for lidt B12- og D-vitamin og for lidt calcium, jod, selen og jern.
Lever man udelukkende efter raw food-idealerne - hvor man for eksempel dropper at spise kød, fisk, og brød samt at drikke mælk - risikerer man at få for få vigtige fedtsyrer og proteiner, som er afgørende for immunforsvar, hud og muskler.
Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: