Det er forsat umuligt for efterforskerne fra Nordsjællands Politi at fastslå identiteten på den døde mand, som mandag blev fundet i vandet ud for Tisvilde Strand.
Det oplyser Henrik Gunst, efterforskningsleder i afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Nordsjællands Politi.
- Vi har ingen hits på savnede danskere og aner ikke, hvem han er. Han kan være en eller anden lokal enspænder, han kan være svensk, og han kan teoretisk set også være blevet skubbet ud over kanten fra en russisk trawler.
Manden blev fundet iført kun underbukser. Om livet var bundet et sjippetov med to vægte af hver 7,5 kilo.
Sjippetovet og vægtskiverne kan i princippet være fra et motionsrum, siger Henrik Gunst.
Manden vurderes af politiet til at være mellem 30 og 45 år gammel. Politiet kalder hans dødsfald for mistænkeligt.
Hans lig obduceres onsdag, og Henrik Gunst håber, at tandsættet kan være med til at give svar på, hvor i verden manden er fra.
- Der er forskellige former for tandbehandling i Europa, herunder hvordan man laver fyldninger, og det kan måske give os en indikation på, i hvilken retning vi skal søge.
/ritzau/