Mens Ole Sohns forslag om 10 års skattestop for virksomheder og lave lønstigninger får en kold modtagelse fra fagbevægelsen og Sohns nye socialdemokratiske partikammerater, så er der anderledes positive toner i den borgerlige lejr.
Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, er ligefrem klar til at kopiere Ole Sohns forslag og fremsætte det som et beslutningsforslag i Folketingssalen.
- Der er kun én ting at sige: Nemlig at Ole Sohn har fuldstændig ret. Det skaber ikke vækst og velstand, når vi i Danmark har jaget virksomhedernes omkostninger så højt op, at det bedre kan betale sig for dem at lægge deres arbejdspladser i udlandet.
- Derfor må og skal der gøres noget for at få de omkostninger ned. Her har Ole Sohn fat i noget helt rigtigt, og nu må vi få afprøvet, hvem der er med, og hvem der ikke er, siger Anders Samuelsen i en pressemeddelelse.
I et debatindlæg i Jyllands-Posten torsdag slår Ole Sohn til lyd for en 10-årig samfundskontrakt, der holder skatter og afgifter for erhvervslivet i ro, samtidig med at lønstigningen skal være lavere end i vores nabolande.
Det vil ifølge den tidligere erhvervs- og vækstminister, som i ugens løb forlod SF for at melde sig ind hos Socialdemokraterne, forbedre konkurrenceevnen, så der kan skabes private job.
Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) afviser over for Jyllands-Posten at arbejde videre med Ole Sohns idé, men nu vil Liberal Alliance altså rejse debatten i Folketinget.
- Det er mærkeligt, at Ole Sohn med sin kommunistiske fortid nu er blevet den mest realistiske politiker på den danske venstrefløj – men det siger jo i virkeligheden nok mest om venstrefløjen.
- Det undrer mig faktisk, at Ole Sohn kun skiftede til Socialdemokraterne og ikke til et parti, som han er mere enig med, siger Anders Samuelsen.
/ritzau/