Lettisk outsider sender Federer ud af French Open

admin

|

01/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den 17-dobbelte grand slam-vinder Roger Federer er færdig i French Open efter blot fire kampe på det parisiske grus.

Federer tabte søndag eftermiddag overraskende til Ernests Gulbis fra Letland, som vandt en tæt kamp i fem sæt med cifrene 6-7, 7-6, 6-2, 4-6 og 6-3.

Gulbis, der er seedet 18 i turneringen, gik fuldstændig uimponeret til opgaven mod den berømte modstander.

Den kraftfulde lette smadrede løs fra baglinjen, og efter godt tre en halv times kamp var Federer skudt mør af det baltiske bombardement.

32-årige Federer vandt French Open for fem år siden og er ikke siden 2004 røget så tidligt ud af den prestigefyldte grusturnering som i år.

Men allerede i sidste sæson viste den engang så suveræne ketsjerkunstner svaghedstegn i grand slam-turneringerne med tidlige exit i såvel Wimbledon som US Open.

Gulbis skal nu op imod den 6.-seedede tjekke Tomas Berdych i kvartfinalen. Berdych vandt tidligere på søndagen sikkert i tre sæt over John Isner fra USA.

/ritzau/

Ads by MGDK