Letterman stopper som vært for "Late Show"

admin

10 år siden

|

04/04/2014

Dagens topnyheder

David Letterman, en af USA's mest populære tv-personligheder, stopper som vært for "Late Show" i løbet af et års tid.

Letterman har været vært for programmet på tv-kanalen CBS siden 1993. Han fortalte om sin beslutning under en optagelse af sit populære program torsdag i New York.

Hvornår den 66-årige Letterman, der er kendt for sin tørre humor, siger endegyldigt farvel til showets millioner af seere, ligger ikke helt fast.

- Der kommer til at gå mindst et år, men det bliver i en ikke for fjern fremtid, 2015 faktisk, at Paul og jeg takker af, siger han med reference til showets musikalske leder, Paul Shaffer.

Meddelelsen kommer to måneder efter, at Lettermans største konkurrent Jay Leno sluttede som vært for "The Tonight Show" på NBC.

CBS har endnu ikke sagt noget om, hvem der er i betragtning til at afløse Letterman, der har været vært for showet siden august 1993.

/ritzau/Reuters