Lesbisk stjerne: Rolle hjalp mig ud af skabet

admin

9 år siden

|

02/09/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Med filmen "Freeheld" indtager skuespillerinden Ellen Page sit livs rolle. 

Det kommende drama er nemlig grunden til, at den 28-årige Oscar-nominerede "Juno"-stjerne tilbage i februar 2014 stod frem og fortalte, at hun er homoseksuel.

Filmen er baseret på den sande historie om terminalkræftpatienten Laurel Hester, der sammen med sin registrerede partner, Stacie Andree, spillet af Page, kæmper en juridisk kamp for at overdrage sin pensionsydelse til Andree inden sin død.

- Jeg husker, at jeg tænkte: "Ellen, hvordan i alverden kan du lave denne film uden selv at være sprunget ud?", forklarer Page i den kommende udgave af magasinet Out og fortsætter:

- Min indre udvikling lå fuldstændig i tråd med udviklingen af filmen. Hester og Andrees historie endte med, at jeg bare gik ud og fortalte folk, at jeg er homoseksuel, fortæller Page, der som producer på "Freeheld" har arbejdet med filmen i flere år.

Efter hun stod offentligt frem ved en konference for homoseksuelle, har den canadiske skuespillerinde kæmpet for at hjælpe andre med at springe ud.

- Bare stå frem og støt dem, der møder mere modstand. Man har et kæmpe ansvar for at hjælpe, så gør noget, lyder opfordringen fra Page i interviewet.

Tidligere har "Inception"-stjernen fortalt, hvor meget rollen personligt betyder for hende i kampen for at udleve sit sande jeg:

- Følelsen af at være sprunget ud og spille en homoseksuel kvinde med så meget mod har givet mig styrken til at leve mit liv på en måde, der føles fantastisk. Personer som Laurel og Stacie er grunden til, at jeg føler mig så lykkelig i mit liv lige nu, understregede Page til Entertainment Weekly i juni.

I rollen som Pages kræftramte kæreste, Laurel Hester, er den Oscar-vindende skuespillerinde Julianne Moore, mens Steve Carell også er på rollelisten i en birolle.

"Freeheld" får amerikansk biografpremiere den 2. oktober, og traileren kan ses her: https://www.youtube.com/watch?v=blk27Jj9UE8

/ritzau/FOKUS