Skandalen om Volkswagens snyd med dieselbilers udledning af farlige stoffer har nu kurs mod Hollywood.
Den amerikanske stjerneskuespiller Leonardo DiCaprio har sammen med filmstudiet Paramount Pictures købt rettighederne til at lave en film baseret på teksten i en kommende bog om de problemer, den tyske bilgigant er havnet i.
Det er journalisten Jack Ewing fra The New York Times, der vil skrive en bog om den største krise i Volkswagen-koncernens 78-årige levetid.
Bogforlaget Norton har ifølge nyhedsbureauet Reuters betalt Jack Ewing et sekscifret beløb i dollar for at få lov til at udgive den endnu titelløse bog.
Skribenten ventes at undersøge og beskrive, hvordan en virksomhedskultur baseret på værdier som "mere, bedre, hurtigere" i sidste ende førte til en af de største sager om virksomhedssvindel nogensinde.
Skandalen har skåret en tredjedel af VW's aktiekurs, tvunget dets administrerende direktør til at trække sig fra posten og afstedkommet en granskning af VW på de fleste af verdens bilmarkeder.
Leonardo DiCaprio er kendt som en af Hollywoods mest højlydte miljøforkæmpere.
Han har sit eget produktionsselskab, Appian Way.
Det har tidligere med DiCaprio i hovedrollen produceret "The Wolf of Wall Street", der er en film med en kritisk vinkel på erhvervslivet.
VW har ikke kommenteret nyheden om, at selskabet nu bliver omdrejningspunktet i en film.
/ritzau/Reuters