Legoklodserne kaster stærkt regnskab af sig

admin

|

27/02/2014

Dagens topnyheder

Den danske legetøjsklassiker Lego har vind i sejlene. Af torsdagens årsregnskab fremgår det, at koncernen over hele linjen præsterer flotte nøgletal trods et legetøjsmarked, som ellers halter en smule.

Det viser sig blandt andet i Legos nettoresultat, som sidste år landede på 6,1 milliarder kroner mod 5,6 milliarder i 2012. Det er en stigning på ni procent, fremgår det af regnskabet, som koncernens administrerende direktør er meget tilfreds med.

- Nøglen til vores succes er, at vi hele tiden er innovative og fornyer vores tilbud til forbrugerne, og i 2013 har vi med succes udviklet og lanceret produkter, som står højt på børns ønskeliste over hele verden, siger direktør Jørgen Vig Knudstorp.

I 2013 var det især en stigning i salget af de klassiske Lego-produkter såsom Lego City, Lego Duplo, Lego Technic og Lego Creator, der har båret fremgangen.

Lego Friends, der blev lanceret i 2012, har ifølge koncernen vist sit langsigtede potentiale ved også at præstere en tocifret vækst i 2013, mens Lego Legends of Chima gennem sidste år blev etableret som en vigtig global produktlinje.

- Vi er meget tilfredse med udviklingen af Lego Friends i linjens andet år på markedet, og vi ser frem til at udvide temaet i de kommende år, siger vicedirektør Mads Nipper.

- Derudover har vi med stor succes fået etableret Lego Legends of Chima som en vigtig produktlinje, og vi vil videreudvikle på historien og produkterne i 2014, tilføjer han.

Legos resultater er opnået på et globalt legetøjsmarked, der samlet set oplevede en mindre nedgang i 2013.

Legoklodserne solgte således mere sidste år end i 2012 på samtlige større markeder verden over. Det gælder markederne i Amerika, Storbritannien og Central- og Nordeuropæiske.

I Asien, som indtil videre er et relativt lille marked for Lego, var der en markant stigning i salget, oplyser koncernen.

I 2013 øgede Lego desuden sine investeringer i produktionskapacitet i hele verden til mere end 2,6 milliarder kroner.

/ritzau/