Legende: Messi skal vinde VM for at blive den største

admin

10 år siden

|

14/05/2014

Dagens topnyheder

Lionel Messi har vundet talrige titler med Barcelona, og på det individuelle plan er han gang på gang blevet kåret som verdens bedste fodboldspiller.

Men en vital titel mangler på hans imponerede CV. Verdensmesterskabet med Argentina. Inden den er i hus, kan Messi ikke måle sig med nogle af de andre spillere, der gennem tiderne er blevet kaldt verdens bedste spiller.

Det mener den argentinske fodboldlegende Osvaldo Ardiles, der selv vandt VM med Argentina i 1978.

- Lige nu bliver Messi betragtet som den bedste spiller i hele spillets historie, men han ville give alle de medaljer, han har vundet med Barcelona, for at vinde VM. Så vigtigt er det for ham.

- For at blive betragtet på højde med spillere som Pelé og Diego Maradona, er det ikke nok at deltage ved VM, han skal vinde VM, siger Osvaldo Ardiles.

Han ser gode muligheder for, at enten Argentina eller Brasilien vinder VM. Han har rygdækning i historien.

- Det er fakta, at intet europæisk land har vundet VM, når det er afholdt i Sydamerika, men når det er sagt, betyder det ikke, at det fortsætter sådan for evigt.

Uden at sætte navn på mener Ardiles, at tre eller fire hold fra Europa kan vinde VM.

VM i Brasilien begynder den 12. juni.

/ritzau/Reuters