For bare anden gang under den fem år lange økonomiske krise i Europa ser det nu ud til, at kurven over antallet af arbejdsløse har stoppet sin himmelflugt.
Decemberopgørelsen fra EU's statistiske kontor, Eurostat, viser en næsten flad kurve for de 18 eurolande, mens ledighedstallet for hele EU er begyndt synligt at kravle nedad.
Mens ledigheden opgjort i procent har været uændret 12,0 procent i eurozonen i tre måneder i træk og er faldet en smule fra 10,8 til 10,7 procent i hele EU, viser de faktiske tal et støt fald i antallet af europæere uden job.
I de 18 eurolande er tallet faldet med omkring 100.000 om måneden og var i december på 19,1 million, mens det samlede antal ledige i hele EU er faldet med en lidt mere ujævn kurs siden begyndelsen af 2013.
Europas politiske ledere har de seneste mange måneder glædet sig over den positive trend for både antallet af arbejdsløse og diverse økonomiske nøgletal.
Et blik på de seneste års ledighedskurve viser dog, at et tidligere knæk i 2011, hvor arbejdsløsheden krabbede sig ned mod 9,5 procent, ikke havde held med at bide sig fast.
Der er ikke friske tal fra det hårdest ramte kriseland, Grækenland, og de seneste tal fra oktober giver ikke nogen klar fornemmelse af, at den positive trend også slår igennem der.
Den generelle ledighed i Grækenland var da på 27,8 procent, mens ungdomsarbejdsløsheden var helt oppe på 59,2 procent.
I Spanien, der ligger nummer to på listen over lande med de mest dystre tal, følger tallene den generelle tendens for hele Europa med et fald fra 26,4 procent i september til 25,8 procent i december.
Andelen af unge spaniere under 25 uden job faldt en smule til 54,3 procent.
/ritzau/