Lavrov anklager Ukraine for angreb på minoriteter

admin

10 år siden

|

03/03/2014

Dagens topnyheder

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, anklager den nye regering i Ukraine for angreb på minoriteterne og deres rettigheder i landet.

Lavrov hævder også, at flere ukrainske byer kontrolleres af "radikale".

- Vold begået af ultranationalister truer liv og regionale interesser for russerne og den russisktalende befolkning, siger han.

Udenrigsministeren kræver, at aftalen, som blev indgået den 21. februar mellem den væltede ukrainske præsident Viktor Janukovitj og de daværende oppositionsledere, skal træde i kraft.

Aftalen omfatter både en grundlovsændring og folkeafstemninger i alle ukrainske regioner.

Lavrov opfordrer slutteligt Vesten til at lægge geopolitiske hensyn til side og først og fremmest tænke på det ukrainske folk.

- Vi opfordrer til en ansvarlig tilgang til situationen. Vi beder om, at man lægger geopolitiske beregninger til side og frem for alt at sætte interesserne for det ukrainske folk først, siger den russiske udenrigsminister.

Urolighederne fortsætter på højtryk i Ukraine, hvor Rusland nu har taget operationel kontrol over Krim-halvøen.

Samtidig siger den fungerende ukrainske premierminister Arsenij Jatsenjuk, at Ukraine aldrig vil overgive Krim til nogen.

/ritzau/AFP