Lauritz.com: P3-værter må gerne byde på Holger Danske

Michael Lauritsen

11 år siden

|

19/04/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Når der skal findes et nyt hjem til Holger Danske-statuen, så kan det sagtens blive DR Byen. Hos Lauritz.com er man fortsat sure over episoden, hvor satireprogrammet Monte Carlo på P3 i skikkelse af værten Esben Bjerre smed - i auktionshusets øjne - et useriøst højt bud på 2,1 millioner kroner på den store bronzefigur. Auktionen, som efterfølgende kom ud af kontrol, måtte som konsekvens gå om.

Monte Carlo-værterne Esben Bjerre og Peter Falktoft har dog af flere omgange slået fast, at budet var seriøst. Og nu åbner Lauritz.com døren for DR og Monte Carlo-drengene.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - Klik her og vær med nu

- Vi har som bekendt måtte nulstille auktionen og slette alle bud, som følge af DRs såkaldte satire og lytternes useriøse bud. Hvis Esben Bjerre skriftligt kan bekræfte det beløb, han ønsker at byde, vil stå ved sit bud i tilfælde af hammerslag og skriftligt kan dokumentere sin betalingsevne for eksempel via sin bank, så lægger vi gerne hans bud ind igen, siger administrerende direktør hos Lauritz.com, Mette Rode Sundstrøm, til Dagens.dk.

LÆS OGSÅ: Lauritz.com: DR-værter saboterede Holger Danske-salg

I skrivende stund er der budt 1,75 millioner kroner på Holger Danske-statuen, som er vurderet til 2,5 millioner kroner. Dermed kan den tonstunge bronzemand ende for bordenden på Monte Carlo-redaktionen, hvis Esben Bjerre vælger at gentage sit bud.

Og Lauritz.com afviser, at auktionshuset i så fald vil gøre noget ekstraordinært for at se P3-værtens bud efter i sømmene.

- Som nævnt vil DRS vært Esben Bjerre ligesom andre bydere blive bedt om skriftligt at bekræfte sin betalingsevne via sin bank, siger Mette Rode Sundstrøm.

LÆS OGSÅ: Monte Carlo på P3: Vi bød kun 2,1 mio. for Holger Danske

Auktionen blev bremset, da der blev budt svimlende 41 millioner kroner. Esben Bjerre og Peter Falktoft blev efterfølgende beskydt for at opildne P3-lyttere til at byde løs på Holger Danske. Beskyldninger, som værterne har kaldt 'faktuelt forkert'.

Og selv om Lauritz.com nu åbner for bud fra DR og Monte Carlo på P3, og auktionen igen forløber normalt, så slutter sagen ikke her.

- Vi er lige nu i dialog med DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn samt DRs juridiske afdeling vedrørende konsekvenserne af den pågældende sag, fortæller Mette Rode Sundstrøm, der ikke ønsker at uddybe yderligere over for Dagens.dk.

Holger Danske-auktionen slutter torsdag.